Fem fejl i billedserier, og hvordan du undgår dem

Den mest almindelige fejl, jeg ser hos kursisterne, er at ingen af billederne må skæres væk. Hvert enkelt billede er godt nok, og derfor ender serien med femten motiver, hvor seks af dem siger det samme. Læseren mister tråden, fordi han skal se samme pointe igen og igen, og de stærkeste billeder drukner mellem de middelgode.

Prøv i stedet at lægge alle udvalgte billeder ud på et bord eller på skærmen og spørge om ét ad gangen: hvad tilføjer dette billede, som de andre ikke allerede viser? Hvis svaret er ingenting, så tag det ud, selv om du holder af det. Det er ikke et nederlag, men en del af arbejdet. En serie på otte billeder med hver sin opgave bærer ofte længere end en på tyve.

• Skriv én sætning om, hvad hvert billede tilføjer
• Fjern billeder med samme motiv og samme afstand
• Gem de fravalgte billeder i en separat mappe

Mange begynder serien med det billede, de er mest stolte af. Det virker logisk, men et stærkt hovedbillede kan ikke stå alene i starten, hvis læseren endnu ikke ved, hvor vi er, eller hvem det handler om. Så bliver billedet svært at forstå, og serien føles som en samling uden indgang.

En god åbning sætter scenen. Det kan være et overblik over stedet, en detalje der vender tilbage senere, eller et roligt billede, der giver øjet tid til at falde til. Hovedbillederne kommer bagefter og får mere kraft, fordi læseren nu har et sted at forstå dem fra. Når du vælger åbningen, så tænk på, hvad en fremmed har brug for at vide, før han kan følge med.

Prøv at vise serien for en person, der ikke var med, og spørg, hvad hun tror, serien handler om efter første billede.

• Start med sted eller stemning, ikke med højdepunktet
• Tjek om første billede kan forstås uden de andre

Når man har fotograferet en dag eller en begivenhed, er det fristende at lægge billederne i den rækkefølge, de blev taget. Det er nemt, men det giver sjældent en fortælling. Tiden er kun én mulig rækkefølge, og den fungerer kun, hvis dagen selv havde en tydelig bue.

Prøv at sortere på andre måder: fra det store til det lille, fra det fremmede til det genkendelige, eller fra uro til ro. Læg to eller tre opstillinger ved siden af hinanden og se, hvilken der får dig til at bemærke noget nyt. Ofte opdager du, at to billeder, der blev taget med timers mellemrum, hører sammen som et par, og at en rækkefølge efter stemning giver serien en retning, som kronologien aldrig gav.

Skriv gerne rækkefølgen ned med billednumre, så du kan sammenligne dem bagefter.

• Afprøv mindst to rækkefølger før du vælger
• Læg billeder med modsat stemning ved siden af hinanden

En serie, hvor alle billeder er taget på samme afstand, i samme format og med samme tyngde, bliver hurtigt monoton. Øjet vænner sig til det og holder op med at lægge mærke til noget. Det gælder især, hvis du har brugt den samme brændvidde hele dagen, fordi det var det nemmeste.

Tænk i variation, ikke i tilfældighed. Lad et vidt billede afløses af en nærbillede-detalje, og lad et travlt billede efterfølges af et tomt. Variationen skaber en rytme, som læseren mærker uden at tænke over den. Når du gennemgår din serie, så notér for hvert billede, om det er vidt, middel eller tæt, og se om mønsteret trækker i samme retning for længe ad gangen.

Hvis du under optagelserne ved, at du skal bruge en variation, kan du planlægge den i din shotliste i stedet for at redde den bagefter.

• Notér afstand for hvert billede: vidt, middel, tæt
• Lad ikke tre billeder i træk have samme afstand

Den sidste fejl er at stoppe serien, fordi billederne løb tør. Det sidste billede bliver da et tilfældigt et, og læseren står tilbage uden en fornemmelse af afslutning. Det er synd, for slutningen er det, man husker længst.

Et godt slutbillede behøver ikke være dramatisk. Det kan vende tilbage til noget fra åbningen, vise en person der går væk, eller et stille billede, der lader det foregående sætte sig. Vælg slutbilledet bevidst og tidligt, og giv det plads: Hvis du ikke har et, så overvej at tage ud og fotografere et. Mange gange er det netop det billede, der mangler, og det kræver kun en kort tur tilbage.

I kursusopgaven om billedserier arbejder vi med netop dette: at udpege slutningen først og bygge serien frem mod den.

• Vælg slutbilledet, før du fastlægger midten
• Overvej et billede, der svarer på åbningen

Når du mener, at serien er færdig, så lad den hvile et par dage. Kig på den igen med friske øjne og læs den som en fremmed ville gøre: ét billede ad gangen, uden at forklare. Det, du først lægger mærke til, er ofte det, der skal rettes.

Lav gerne en kort liste over de fem fejl ovenfor og afkryds dem. Er der billeder, som gentager hinanden? Kan åbningen stå alene? Har du prøvet en anden rækkefølge? Er rytmen varieret? Har serien en slutning? Hvis svaret er ja til alle, er du kommet langt. Det betyder ikke, at serien er perfekt, men at den kan bære en fortælling, og det er det, øvelsen går ud på.

• Lad serien hvile et par dage
• Vis den til en, der ikke var med